Marlboro Man

Fire sange der beviser, at country ikke er røvkedeligt

For en uge siden stod jeg i Falkonersalen på Frederiksberg omgivet af danskere og svenskere i cowboyhatte, mens det mest sælgende pigeband i USA sang om knuste hjerter, bomuldsmarker og ensomhed.

Pigebandet var Dixie Chicks, de spiller country, og det er langt fra så røvkedeligt, som man skulle tro.

Jeg har lyttet til country og bluegrass i 10 år, og fordommene om genren lever i bedste velgående. Og hvis du også krummer tæer over country, har du ikke hørt de fire kunstnere, jeg præsenterer her.

Big & Rich

Big & Rich spiller country efter alle traditionerne med både steelguitar og banjo, men blander samtidig genren med rock, rap og selvironi. Deres signatursang handler om at skåne en hest ved at ride på en cowboy i stedet for.

Miranda Lambert

Her har vi en sur kælling – altså på den forbandet seje måde. En ægte badass bitch. Miranda Lambert synger ofte om at fylde den fordrukne ægtemand med bly, om at stjæle biler og om at være psykopat-sur på ekskærestens elskerinde. Her synger hun, at hun ikke vil være mors pæne pige, når hun har kærestesorger.

Gangstagrass

Man kan godt være sort gangsta-rapper fra the hood i New York og spille bluegrass. Det er Gangstagrass et bevis på.

Dixie Chicks

Jo, Dixie Chicks synger om knuste hjerter, bomuldsmarker og ensomhed. Det er der så mange country-sange, der handler om. Men de synger også om, hvordan den voldelige ægtemand Earl bliver slået ihjel af hustruen og en veninde, proppet ned i baggagerummet på bilen for til sidst at blive dumpet på bunden af en sø.

Som du måske kan høre, er country slet ikke så kedeligt. Og hvis du bliver hooked på genren, kommer du til at synes, at banjo-soloer er vildt fede.

Kom ikke bagefter og sig, du ikke var advaret.

Skriv en kommentar