En far giver op

Man forlader ikke en kontrolfreak

Husker du “En far giver op” fra Ekstra Bladet? Martin V skrev til Nationen om, at han ikke må se sin datter og nu får besøg af kriminalforsorgen, fordi han tog kvælertag på sin ekskone.

Artiklen blev delt mange gange på Facebook, og Suzanne Bjerrehuus skældte ud på de satans mødre, der starter så mange sager op, at fædrene ikke har råd til en advokat.

Jeg har mødt Martins ekskone – lad os kalde hende Lene – og hun har en helt anden fortælling om sin skilsmisse fra Martin.

Lenes fortælling om skilsmissen kan du læse i ebogen “Man forlader ikke en kontrolfreak”, som du kan finde i iBooks Store, i Kindle Store og på Saxo.com.

Her kan du læse to korte uddrag fra bogen:

Juni 2014: Henover sommeren klager min datter over at have ondt i tissekonen, hver gang hun kommer hjem fra samvær. Jeg tillægger det umiddelbart et hygiejnisk anliggende, da hun også er rød. Men da hun en morgen, dagen efter samvær, vågner op med en stor, rødbrun plamage i sine trusser, bliver jeg temmelig urolig. Jeg ringer til lægen.

Lægen mener, hun kan have kradset sig selv og beder mig være opmærksom på, om det forsætter med at bløde. Jeg synes, det virker som ret meget blod, og jeg kan ikke holde de tanker ud, der opstår.

Da Isabella de næste gange kommer hjem fra samvær, fortæller hun igen, at hun har ondt i tissekonen, og jeg spørger om, hun mon kan have kradset sig selv. Hun fortæller, at Martins store dreng på 10 år har kradset hende i tissekonen.

Næste morgen kontakter jeg Martin, og jeg ringer også til både vores lokale familiecenter og en sagsbehandler på kommunen for at få vejledning om, hvordan jeg skal forholde mig. Jeg beder om at få Isabella undersøgt, men sagsbehandleren siger, at det er for voldsom en omgang for en lille pige.

Jeg er selvsagt i vildrede og chokeret.

Jeg bliver påskrevet af både kommunens psykologteam og sagsbehandleren, at de anbefaler, at en treårig og en tiårig ikke sover sammen, da de er to forskellige steder i deres udvikling, og de ikke skal siddestilles som jævnaldrende. Sagsbehandleren understreger desuden, at en treårig ikke siger sådan noget uden grund.

Jeg fortæller Martin, at kommunen anbefaler, at de to børn ikke bør sove sammen. Det er han ikke enig i, da børnene godt kan lide det.

Statsforvaltningen bliver orienteret om episoden, fordi Martin efterfølgende nægter at lade børnene sove hver for sig, hvilket gør mig utryg. Statsforvaltningen vejleder mig i at tilbyde ham samvær i dagtimerne i stedet for overnatning, indtil han får en anden forståelse.

Jeg sender sagsakterne fra kommunen inklusive lægejournal og billeder af de blodige trusser.

Statsforvaltningen reagerer aldrig på min henvendelse. Børnene sover stadig sammen. Tænk, hvis Martins søn virkelig har forgrebet sig på hende. Ingen vil undersøge det. Jeg kunne skrige.

September 2015: Martin flipper igen ud, da han kommer for at hente Isabella. Han er rasende over et brev, han har fået fra Udbetaling Danmark, og fordi jeg fortæller, at Isabella har været ekstremt træt og haft nogle voldsomme reaktioner efter de seneste samvær – særligt efter sidste weekend, hvor han fik hende passet af en anden. Jeg beder ham være opmærksom på, at hun kan trænge til en lur i løbet af dagen.

Han farer op som en trold af en æske og tager fat om halsen på mig, mens Isabella sidder i bilen og overværer det hele. Da han endelig kører, kigger hun ud af sideruden efter mig. Jeg glemmer aldrig det blik.

Denne gang politianmelder jeg ham.

Da Isabella kommer hjem fra samvær om mandagen, bryder hun fuldstændig sammen, græder og skriger voldsomt, og siger, hun ikke vil hjem til sin far mere.

Efter denne episode begynder Isabella at blive meget angst. Hun kan ikke sove alene, og hun vågner om natten og kan ikke falde i søvn igen. Hun gentager flere gange: “Far slås på dig mor. Han bliver altid så vred på dig”. Hun græder og græder efter samvær. Hun er bange for, jeg skal dø og siger til mig: “Hvis du dør, mor, så har jeg jo ingen forældre. Hvem skal passe på mig?”.

Jeg udleverer hende derfor ikke de næste to gange, der er samvær. Igen rådfører jeg mig med Statsforvaltningen forinden. Martin går imidlertid til fogedretten for at tvinge samværet igennem.

Læs hele Lenes fortælling om skilsmissen:
Klik her for at finde ebogen i iBooks Store
Klik her for at finde ebogen i Kindle Store
Klik her for at finde ebogen på Saxo.com

One thought on “Man forlader ikke en kontrolfreak

Skriv en kommentar